Slov Artisanal Wines

Slov Artisanal Wines er et modsvar til en tid præget af masseproduktion, her er svaret langsommelighed, jordkontakt og sjæl.

Inspirationen kommer fra de bølgende bakker og de historiske traditioner i Sloveniens Štajerska-region, kendt for sine friske aromatiske hvidvine og en voksende tradition for skindkontaktvine (orangevine) - en stil, som Slov Artisanal Wines omfavner. 

De har sat sig for at skabe vine, der rækker ud over smag: vine der føles levende, fortæller en historie og bærer det vilde, sjælfulde udtryk fra det sted, de kommer fra. Det kølige kontinentale klima i Štajerska, giver druerne mulighed for at udvikle en kompleks aromaprofil og en nærmest elektrisk syre. Deres vine afspejler derudover også den mineralrige jordbund, som druerne vokser i bestående af ældgammelt havbundslandskab.

Marko Grušovnik og Matija Žerjav er menneskene bag projektet. De er barndomsvenner, og faktisk var også deres bedstefædre venner før dem. Forbindelsen går dybt: de voksede op med jorden, vinmarkerne og de traditioner, der omgav dem. Efter nogle år væk vendte de begge tilbage til regionen, fik jord under neglene og skabte vineriet sammen.

Minimal intervention er deres tilgang, hvor man holder tingene enkle i mark og kælder. Hver flaske er en samtale mellem arven fra deres bedsteforældre, regionens unikke terroir, tid og deres egen hånd.

Marko og Matija forvandler lokale druer som Riesling, Muskat og Sauvignon Blanc til omkring 6.000 flasker årligt fordelt på fire cuvéer: Belo Belo, Orange Sauvignon, Orange Riesling og Orange Muskat. Druerne kommer fra gamle vinmarker, som Markos bedstefar har efterladt til den nye generation. 

Resultatet er autentiske og til tider lidt vilde vine, altid med skindkontakt og et ærligt udtryk.


Næste
Næste

Atelier Kramar